Erfarings interview

 Når facaden krakelerer                                                          Skrevet af Cécile Smetana Baudier  

Terapi og åbenhed var vejen frem for Anne Bremsen , der  i flere år prøvede at hjælpe sin mor ud af det alkoholmisbrug, der senere skulle blive den direkte årsag til hendes død.

Regnen siler ned udenfor. Det er mortens aften og familien Bremsen; Anne,  Kasper og deres tre børn sidder tæt pakket sammen i bilen på vej hen til mormor. De har købt mad udefra og familien har glædet sig. Men Annes forventninger om en hyggelig aften, bliver knust, da hun ser sin mor stå i døren.

”Hun står der i sin slåbrok, og ligner simpelthen noget der er løgn, og det ender med at vi kører hjem igen. Og man tænker; hvorfor kunne hun ikke have aflyst det, hvorfor kunne hun ikke se det øjnene? Jeg tror, hun har haft det, ligesom strudsen der stikker hovedet ned i busken. Hvis hun ikke talte om det, eller holdte sig for ørerne, så gik det nok væk”.

En helt almindelig kernefamilie

Anne fremstår som en kvinde der har orden på sagerne. Den røde trøje matcher øreringene i farve og den lyse pageklippede frisure sidder perfekt. Anne er vokset op i et parcelhus  i Odense i 60´erne, sammen med sin søster, sin far og sin mor Marie.

Hun har igennem hele sin barndom aldrig oplevet sin mor fuld, faktisk mindes hun sjældent at have set sine forældre drikke, det blev kun til en enkelt øl og kun ved specielle lejligheder.

”Jeg vil  betegne min mor som et meget kontrolleret menneske. Det er nok også derfor, at det har været svært for os at se det.  Hun var så god til at spille, til at have en facade. Hvis du havde sagt til mig, at min mor ville ende i et alkoholmisbrug, så ville jeg have grint dig lige op i ansigtet”.

Dette ændrer sig drastisk, da Annes far i 1996 ,i en alder af 60 år, får et hjerteslag og dør. Ikke længe efter slår Annes storesøster hånden af deres mor, af grunde Anne ikke selv kender til. I samme periode dør hendes mormor.

”Jeg lægger mærke til, at hun fortæller mig,  det er hårdt at komme hjem fra arrangementer, fordi der er ikke nogen. Hun er meget ensom. Det var ikke sådan, hun havde forestillet sig, at blive gammel, helt alene”.

Drak i smug

På ferie med familien i Jylland, bliver Anne pludselig ringet op af en kvinde, der bor i den samme bygning som hendes mor.  Kvinden fortæller at Marie ikke har været ude af lejligheden i flere dage. ”Hun taler i vildelse. Hun tror, at hun passer mine tre børn, og at de ligger inde i sengen og er ved at dø”.

Anne afbryder sin ferie og tager hjem til sin mor, der bliver indlagt på grund af for høj alkoholindtagelse.  Dette skal vise sig at være den første ud af mange hospitalsbesøg.

”Jeg tager hjem i hendes lejlighed og henter de ting til hende, som hun gerne vil have, at jeg henter, og så går jeg en runde”.  Anne registrerer, at baren er tømt.

”Jeg åbner køkkenskabet. Der står salt, mel og peber som der plejer, men oppe bagved er der tomme vin- og vodkaflasker. Og så åbner jeg næste skab, og det næste skab, og det næste skab. Der er fyldt med flasker, og så går det op for mig, at det her, det har stået på i noget tid. Det har hun ikke kunnet gøre på en uge, vel?”.

” Jeg blev mor for min mor”

Anne er dybt rystet og føler sig skyldig over ikke at have opdaget det tidligere. Hendes storesøster Sofie er ikke en del af deres liv, og derfor ligger ansvaret på Annes skuldre. Hun tager så ofte, det er muligt, ned og besøger sin mor.  ”Jeg kunne næsten ikke holde ud, at sidde her og så vide, at hun måske drikker nu”.  Anne kontakter et gratis behandlingscenter i Odense, og her taler hun med en psykolog, der forklarer hende, at hun ikke kan redde sin mor, hvis hendes mor ikke selv ønsker at blive reddet.

”Jeg så det som en afvisning, men også som et langt selvmord. Jeg blev mor for min mor, og det må have været svært for hende, for jeg er jo hende, før alkoholen blev en del af hendes liv”.

Anne taler åbent om det, men oplever også, at der i hendes omgangskreds er visse, der synes at hendes åbenhed lægger en dæmper på den gode stemning. Ikke desto mindre, mener hun, at det har gjort hendes familie stærkere, at de har kunnet tale ærligt sammen.

”Det er jo en del af fortællingen om mig selv. Jeg har skullet tage to beslutninger. Ville jeg være med til at videreføre tabuiseringen af min mors alkoholproblem, og det som jeg er vokset op med, nemlig at alt skal være pænt på overfladen. Der har jeg, med det samme, fortalt mine tre børn og venner, at min mor havde et alkoholproblem”.

Ikke i sin mors fodspor

Annes mor dør den 11 marts 2009,  indlagt på intensivafdelingen, to dage efter sin 70 års fødselsdag.  I tiden inden forsøger Anne at få hende overtalt til at gå i terapi. Marie indvilger, men får overbevist psykologen om, at hun ikke længere drikker for meget, og at det er hendes datter, der overdriver.

” Jeg føler, at jeg har gået planken ud med hende, men jeg er enormt ked af, at hun måske døde ulykkelig”.

Anne har siden da selv set en psykolog regelmæssigt, men hendes mors alkohol misbrug, påvirker hende stadigvæk, den dag i dag.

”Jeg har en indre diskussion om, hvor meget jeg ligner hende, jeg drikker aldrig alene , jeg hælder aldrig op til mig selv, for tænk nu, hvis jeg blev ved”.

 

 

 

 

 

 

 

 

Erfarings interview den 13 december 2011

(kort uddrag)

 

Annette din mor var alkoholiker. Kan du fortælle om den første episode, hvor det går op for dig, at nu er din mor ikke bare var fuld, nu er hun ude på dybt vand?

Trigger spørgsmål. Det er hårdt at lægge ud med og ordet alkoholiker provokerer hende lidt. Samtidig får det hende til at tage stilling til noget som hun stadig finder svært. Hun bruger derefter tid på forklare mig, hvorfor det er stadig er svært at høre, hvilket jeg finder relevant i forhold til den artikel jeg skal skrive.

Altså alene det at du siger ”din mor var alkoholiker” , det får det allerede til at sige ups, hold da op, var hun det? Jeg har erkendt og det er gået op for mig,  at hun var alkoholiker til sidst i sit liv, og at hun var afhængig af alkohol.

Men det er meget sent i hendes liv, at det her indtræffer, af hvad jeg ved af.  Jeg er vokset op med en mor, som jeg aldrig har set fuld. Hun var meget, meget afholden, indtil hun så blev alkoholiker.  Det er helt vildt underligt.

Altså Jeg har en søster – en rigtig kernefamilie, med far og mor og to piger i et parcelhus kvarter i Dyrup. Man drak ikke til hverdag. Det havde man nok ikke råd til dengang, eller så gjorde man det ikke i 60 erne. Man drak ikke til hverdag.

Man tog sig en øl, men man drak aldrig vin. Min mor har nydt et glas vin, når vi var ude eller havde gæster. Jeg tænkte tit over, hvorfor drikker du dig aldrig fuld, ligesom andre mennesker? Men hun havde et princip om, at hun ikke ville have, at hendes børn så hende beruset og det sætter jeg egentlig stor pris på. Men derfor er det ret underligt, at hun går fra det, til ikke at kunne kontrollere sine alkohol vaner.  Hun har måske haft et anormalt, eller et atypisk forhold, hele sit liv, til alkohol og det kan man måske også blive alkoholiker af, ikke?

Min far dør som 60 årig. Bang! Død og falder om på gulvet.

Kan du huske hvilket årstal og hvor gammel din mor var?

Opklarende spørgsmål. Bliver stillet for at få styr på fakta.

Ja han dør i 1996 og hun er så tre år yngre, så hun er 57 år. Nå ja, der har de fået en kultur med at sidde og nyde mere øl og vin sammen.  Også lørfdag formiddag, I hverdagen til frokost, og i weekenden og måske flere venner med alkohol.

Kunne man beskrive dine forældre som meget kontrollerede mennesker:

Det er et ledende og lukket spørgsmål men også et opklarende. Jeg stiller det for at få hende til at definere, hvilken slags kvinde hendes mor og hvilket slags hjem hun er vokset op i.

Jeg ville  betegne min mor, som et meget kontrolleret menneske.  Det er nok også derfor , det har været svært for os, at se det.  Hun var så god til at spille, til at have en facade. Det var jo dobbelt så svært for sådan en, ikke at styre sit alkohol forbrug, for hun havde jo en holdning til det. Hun gik aldrig i byen, eller kom stang bacardi hjem. Så hvis der var nogen, altså vvis du havde sagt til mig at min mor ville ende i et alkohol misbrug, så ville jeg ha grint lige op i ansigtet af dig.

Derfor har det nok været dobbelt svært at hjælpe hende, fordi at vi opdagede det så sent.

Hvad lavede dine forældre?

Et lukket, opklarende og ledende spørgsmål. Ligesom sidste spørgsmål, prøver jeg at få hende til at sætte rammerne for hendes barndom og at få hende til at bekræfte eller afkræfte eventuelle fordomme om mennesker, hvor den ene forældre er alkoholiker.

Min mor var den her hjemmegående husmor i 60 erne, der havde maden parat til manden når han kom hjem men så endte hun faktisk med at arbejde som advokatsekretær og var ved forskellige advokater i flere år og meget glad for at hun ligessom også har sit eget.

Var hun en stolt kvinde?

Aktiv lytning. Opfølgende spørgsmål for at få hende til at uddybe.

Ja det og meget ambitiøs i forhold til, at man ikke bare slasker med sit liv. Hun har stadigvæk det her job, da min far dør og som hun så beholder.  Og min far arbejdede så for Telefon fyn. Det der hedder Tdc i dag. Der var han faktisk i fyrre år.

 

Refleksionsrapport

Jeg synes at det gik overvejende godt. Jeg var der ca. en time til halvanden. Den første halve time spurgte jeg meget lidt. Det var egentlig fordi, at jeg kunne mærke, der var nogle ting, som hun havde brug for at fortælle. Hvis hun fik lov til det, så fik jeg måske lov til at stille hende,  nogle lidt mere nærgående spørgsmål bagefter. Jeg tænkte meget over at jeg ville have hende til at stole på mig. Jeg kunne mærke på hende, at det var svært ,og nogle af de spørgsmål jeg stillede, gjorde at hun ofte blev stille og lige skulle tænke sig om inden hun svarede, hvilket jeg syntes var positivt.  Til at starte med var jeg mest interesseret i at få sat rammerne om historien. Hvor, hvad, hvem osv. For eksempel, hvad forældrene arbejdede med, hvis de arbejdede osv. Det gjorde nok at jeg nogle gange gik glip af nogle gode muligheder for at spørge ind, fordi at jeg var så ivrig efter at få sat rammerne først.

Den anden halvdel af interviewet, gik jeg meget tættere på. Jeg fik lov til at stille spørgsmål der var nærgående og personlige. Vi havde på forhånd aftalt at, hvis hun ikke ville svare, skulle hun bare sige det. Den aftale havde vi lavet på hendes initiativ. Hun svarede dog på alle mine spørgsmål. Jeg har haft kontakt til hende siden hen.  I dag torsdag den 15. December skrev hun at hun gerne ville være anonym i artiklen. Det var ikke det vi havde aftalt, men jeg har indrettet mig, eftersom at Lars Bjerg sagde god for det. Næste gang skal jeg være bedre til at gøre det klart at sådan en aftale ikke kan laves om, når først interviewet er færdigt.

 

Jeg sidder med Betina Garcia.

 

Jeg er 27 år. Jeg læser til fotojournalist og jeg bor i Århus.

Nu lagde jeg mærke til at du har et lidt eksotisk efternavn.  Garcia – hvor stammer det fra?

Det er spansk. Jeg har en far der kommer fra Spanien og en mor der kommer fra Danmark, men hun er opvokset i Brasilien.

Jeg er opvokset ude i Smørum – en dejlig lille forstad udenfor København.

Ja da jeg var 21 flyttede jeg til den dominikanske republik . Ja men det er fordi at de er spansktalende og fordi at da jeg var lille ville jeg aldrig tale spansk  og så da jeg blev ældre syntes jeg at det var lidt dårligt at jeg ikke kunne fordi jeg kunne faktisk ikke kommunikere med min familie ordentligt og så tog jeg faktisk til den dominikanske republik fordi at jeg blev tilbudt et rigtig fedt job og så tænkte jeg fuck it – jeg gør det! Jeg har altid tænkt mig at rejse i udlandet men har ikke søgt det og så søgte det mig og så tog jeg det bare.

Hvordan var det var vokse op med en spansk far og en dansk mor?

Altså nu har jeg jo ikke noget at sammenligne med men jeg har da været glad for at være blevet opvokset med to forskellige kulturer altså jeg tror at jeg er meget spansk opdraget og fordi at min far er meget meget, meget spansk  og vores mad har altid været spansk inspireret. Vi kan jo også spise frikadeller og brun sovs men der har altid været mange mennesker i vores hus og folk der talte mange forskellige sprog  og det har været ret fedt. Men jeg har også ofte været ret flov det der med at have folk på besøg altså at der blev snakket et andet sprog og især danske børn har altid syntes det var underligt; ikke fordi at man blev mobbet men alligevel var man anderledes og det var åbenbart ikke fedt at være anderledes.

Jeg var decideret flov over det da jeg var lille.

Kan du nævne episoder, hvor det var virkelig pinligt,

F.eks i min familie der råber man meget. Jeg har aldrig ku forstå det. Jeg troede at ej min mor og far skændtes fordi de råber og skriger men det gør de ikke. Det lyder bare mere voldsomt når det er på spansk. Min bedste veninde Kristina der var opvokset på samme vej og hun kom fra en lille kerneferie med mor helle,far  kristina og kamilla ikk og der råbte og skreg man ikke og hun kunne ikke forstå  slet hvorfor de råbte sådan og så blev jeg altid flov og gik derover(peger).

Det har vi haft mange skænderier om indtil jeg blev teenager – så var det mig der råbte.

Tænkte du over at dine forældre ikke begge to kom fra Danmark når du boede i en lille dansk by? Hvor bevidst var du om det?

Min mor er jo pære dansk men hendes mentalitet er måske så alligevel ikke. Jeg har altid vidst at vores hus var en lille smule anderledes men altså så anderledes var det jo så heller ikke. Vi boede jo i smørrum og havde danske venner.

 

Kan du huske et tidsp. Hvor du tænkte nu vil jeg ikke tale spansk længere:

 

Det er mange gange. Min mor og far snakkede spansk derhjemme. Især hvis der var gæster så kunne jeg slet ikke ha det. Self hvis jeg havde venner på så talte de jo også dansk..

 

Jeg ved ikke hvorfor men jeg blev stiktosset over at de skulle tale spansk og hvis de prøvede at tale spansk til mig syntes jeg at det var dybt irriterende og jeg tror at det er fordi at man var bange for at bryde med at man var anderledes end de andre

 

Kvalitet hvornår?

På handelsskolen begyndte jeg at ha spanskundervisning og det var noget som jeg selv valgte da jeg var 16/17 år. der syntes folk at det var fedt at jeg kunne tale spansk . Da var det bare fedt hvis man kunne tale spansk men det  kunne jeg jo ikke. Så var jeg jo på den lige pludselig.

Men så kunne jeg jo alligevel mere end de andre.

Da jeg flyttede til den dominikanske republik kunne jeg ikke særlig meget spansk. Jeg havde ikke haft det i to et halvt år da jeg flyttede dertil (havde kun haft det der på handelsskolen) og da var jeg virkelig på bar bund og shit nu skal jeg virkelig lære det.

Da var det virkelig nedern når man sad sammen med andre spansk talende mennesker som man ikke rigtigt kunne kommunikere med. Når de grinte så grinte man, men man vidste jo ikke hvad joken gik ud på. Mega kikset!

Jeg bliver især rigtig flov når jeg møder spaniere, når man ikke kan accenten 100 procent. Nu har jeg jo rendt rundt i mellem amerika ed en masse argentinere så nu har jeg jo en  sydamerikansk accent.

For en spanier er det jo virkelig at tage på deres stolthed så det batter.

Ser du dig selv som dansker?

Når man er i Danmark så føler jeg mig jo som dansker. Men jeg er godt klar over at jeg har noget andet som de andre ikke har og har et  andet syn på nogle ting. Mange af de veninder jeg har kommer fra et hjem hvor forældrene har to forskellige nationaliteter eller hvor de også har rejst meget eller har boet i udlandet–  dem har jeg ofte mere tilfælles med, uden at det nødvendigvis er noget som vi taler om.

Som dansker har man nogle gange en bestemt mentalitet og man ser nogle gange meget firkantet på tingene. Så noget med at man brokker sig over små problemer og hvor koldt det er hvor jeg bare tænker ”så luk dog din fede store røv” fordi hvis man har set hvordan verden er så ved man også at man har det rigtig godt i Danmark og så syns jeg det er dødirriterende at høre på. Det er godt at  få perspektiv på tingene og se hvordan tingene er i andre lande så man også sætter pris på hvor godt man har det.

 

Min spanske identitet er meget vigtig for mig. Det er også vigtigt at jeg tager ned til min familie hvert år. Nu var jeg f.eks ikke dernede i sommers og nu går jeg sådan og tænker ”arg jeg skal bare til at komme af sted” og nu har vi et hus dernede og overvejer faktisk at tage derned i to mdr. Og bo i en lille landsby hvor huset ligger. Fordi vi har faktisk en kæmpe familie dernede som vi er tætte med. Jeg har ikke kunnet kommunikere med dem før men nu hvor jeg har lært spansk så er det en helt ny verden. De kan sidde og fortælle om min farmor og farfar og hvordan de var da de var små og hvordan min far var som barn.

Mine søskende taler ikke spansk. Jeg har været dernede de sidste fem år og så har vi  jo kunnet sidde og tale om alt lige fra politik til hele verdenssituationen osv. Og det kan mine brødre jo ikke. De tør ikke at komme ligeså tæt på så de får aldrig ligeså meget at vide som jeg gør.

 

Cecile Smetana Baudier. email: baudier.cecile@gmail.com

Frederiksberg kl. 9:30.

Anklageskriftet lyder på overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1.