All posts by csbaudier

Erfarings interview

 Når facaden krakelerer                                                          Skrevet af Cécile Smetana Baudier  

Terapi og åbenhed var vejen frem for Anne Bremsen , der  i flere år prøvede at hjælpe sin mor ud af det alkoholmisbrug, der senere skulle blive den direkte årsag til hendes død.

Regnen siler ned udenfor. Det er mortens aften og familien Bremsen; Anne,  Kasper og deres tre børn sidder tæt pakket sammen i bilen på vej hen til mormor. De har købt mad udefra og familien har glædet sig. Men Annes forventninger om en hyggelig aften, bliver knust, da hun ser sin mor stå i døren.

”Hun står der i sin slåbrok, og ligner simpelthen noget der er løgn, og det ender med at vi kører hjem igen. Og man tænker; hvorfor kunne hun ikke have aflyst det, hvorfor kunne hun ikke se det øjnene? Jeg tror, hun har haft det, ligesom strudsen der stikker hovedet ned i busken. Hvis hun ikke talte om det, eller holdte sig for ørerne, så gik det nok væk”.

En helt almindelig kernefamilie

Anne fremstår som en kvinde der har orden på sagerne. Den røde trøje matcher øreringene i farve og den lyse pageklippede frisure sidder perfekt. Anne er vokset op i et parcelhus  i Odense i 60´erne, sammen med sin søster, sin far og sin mor Marie.

Hun har igennem hele sin barndom aldrig oplevet sin mor fuld, faktisk mindes hun sjældent at have set sine forældre drikke, det blev kun til en enkelt øl og kun ved specielle lejligheder.

”Jeg vil  betegne min mor som et meget kontrolleret menneske. Det er nok også derfor, at det har været svært for os at se det.  Hun var så god til at spille, til at have en facade. Hvis du havde sagt til mig, at min mor ville ende i et alkoholmisbrug, så ville jeg have grint dig lige op i ansigtet”.

Dette ændrer sig drastisk, da Annes far i 1996 ,i en alder af 60 år, får et hjerteslag og dør. Ikke længe efter slår Annes storesøster hånden af deres mor, af grunde Anne ikke selv kender til. I samme periode dør hendes mormor.

”Jeg lægger mærke til, at hun fortæller mig,  det er hårdt at komme hjem fra arrangementer, fordi der er ikke nogen. Hun er meget ensom. Det var ikke sådan, hun havde forestillet sig, at blive gammel, helt alene”.

Drak i smug

På ferie med familien i Jylland, bliver Anne pludselig ringet op af en kvinde, der bor i den samme bygning som hendes mor.  Kvinden fortæller at Marie ikke har været ude af lejligheden i flere dage. ”Hun taler i vildelse. Hun tror, at hun passer mine tre børn, og at de ligger inde i sengen og er ved at dø”.

Anne afbryder sin ferie og tager hjem til sin mor, der bliver indlagt på grund af for høj alkoholindtagelse.  Dette skal vise sig at være den første ud af mange hospitalsbesøg.

”Jeg tager hjem i hendes lejlighed og henter de ting til hende, som hun gerne vil have, at jeg henter, og så går jeg en runde”.  Anne registrerer, at baren er tømt.

”Jeg åbner køkkenskabet. Der står salt, mel og peber som der plejer, men oppe bagved er der tomme vin- og vodkaflasker. Og så åbner jeg næste skab, og det næste skab, og det næste skab. Der er fyldt med flasker, og så går det op for mig, at det her, det har stået på i noget tid. Det har hun ikke kunnet gøre på en uge, vel?”.

” Jeg blev mor for min mor”

Anne er dybt rystet og føler sig skyldig over ikke at have opdaget det tidligere. Hendes storesøster Sofie er ikke en del af deres liv, og derfor ligger ansvaret på Annes skuldre. Hun tager så ofte, det er muligt, ned og besøger sin mor.  ”Jeg kunne næsten ikke holde ud, at sidde her og så vide, at hun måske drikker nu”.  Anne kontakter et gratis behandlingscenter i Odense, og her taler hun med en psykolog, der forklarer hende, at hun ikke kan redde sin mor, hvis hendes mor ikke selv ønsker at blive reddet.

”Jeg så det som en afvisning, men også som et langt selvmord. Jeg blev mor for min mor, og det må have været svært for hende, for jeg er jo hende, før alkoholen blev en del af hendes liv”.

Anne taler åbent om det, men oplever også, at der i hendes omgangskreds er visse, der synes at hendes åbenhed lægger en dæmper på den gode stemning. Ikke desto mindre, mener hun, at det har gjort hendes familie stærkere, at de har kunnet tale ærligt sammen.

”Det er jo en del af fortællingen om mig selv. Jeg har skullet tage to beslutninger. Ville jeg være med til at videreføre tabuiseringen af min mors alkoholproblem, og det som jeg er vokset op med, nemlig at alt skal være pænt på overfladen. Der har jeg, med det samme, fortalt mine tre børn og venner, at min mor havde et alkoholproblem”.

Ikke i sin mors fodspor

Annes mor dør den 11 marts 2009,  indlagt på intensivafdelingen, to dage efter sin 70 års fødselsdag.  I tiden inden forsøger Anne at få hende overtalt til at gå i terapi. Marie indvilger, men får overbevist psykologen om, at hun ikke længere drikker for meget, og at det er hendes datter, der overdriver.

” Jeg føler, at jeg har gået planken ud med hende, men jeg er enormt ked af, at hun måske døde ulykkelig”.

Anne har siden da selv set en psykolog regelmæssigt, men hendes mors alkohol misbrug, påvirker hende stadigvæk, den dag i dag.

”Jeg har en indre diskussion om, hvor meget jeg ligner hende, jeg drikker aldrig alene , jeg hælder aldrig op til mig selv, for tænk nu, hvis jeg blev ved”.

 

 

 

 

 

 

 

 

Erfarings interview den 13 december 2011

(kort uddrag)

 

Annette din mor var alkoholiker. Kan du fortælle om den første episode, hvor det går op for dig, at nu er din mor ikke bare var fuld, nu er hun ude på dybt vand?

Trigger spørgsmål. Det er hårdt at lægge ud med og ordet alkoholiker provokerer hende lidt. Samtidig får det hende til at tage stilling til noget som hun stadig finder svært. Hun bruger derefter tid på forklare mig, hvorfor det er stadig er svært at høre, hvilket jeg finder relevant i forhold til den artikel jeg skal skrive.

Altså alene det at du siger ”din mor var alkoholiker” , det får det allerede til at sige ups, hold da op, var hun det? Jeg har erkendt og det er gået op for mig,  at hun var alkoholiker til sidst i sit liv, og at hun var afhængig af alkohol.

Men det er meget sent i hendes liv, at det her indtræffer, af hvad jeg ved af.  Jeg er vokset op med en mor, som jeg aldrig har set fuld. Hun var meget, meget afholden, indtil hun så blev alkoholiker.  Det er helt vildt underligt.

Altså Jeg har en søster – en rigtig kernefamilie, med far og mor og to piger i et parcelhus kvarter i Dyrup. Man drak ikke til hverdag. Det havde man nok ikke råd til dengang, eller så gjorde man det ikke i 60 erne. Man drak ikke til hverdag.

Man tog sig en øl, men man drak aldrig vin. Min mor har nydt et glas vin, når vi var ude eller havde gæster. Jeg tænkte tit over, hvorfor drikker du dig aldrig fuld, ligesom andre mennesker? Men hun havde et princip om, at hun ikke ville have, at hendes børn så hende beruset og det sætter jeg egentlig stor pris på. Men derfor er det ret underligt, at hun går fra det, til ikke at kunne kontrollere sine alkohol vaner.  Hun har måske haft et anormalt, eller et atypisk forhold, hele sit liv, til alkohol og det kan man måske også blive alkoholiker af, ikke?

Min far dør som 60 årig. Bang! Død og falder om på gulvet.

Kan du huske hvilket årstal og hvor gammel din mor var?

Opklarende spørgsmål. Bliver stillet for at få styr på fakta.

Ja han dør i 1996 og hun er så tre år yngre, så hun er 57 år. Nå ja, der har de fået en kultur med at sidde og nyde mere øl og vin sammen.  Også lørfdag formiddag, I hverdagen til frokost, og i weekenden og måske flere venner med alkohol.

Kunne man beskrive dine forældre som meget kontrollerede mennesker:

Det er et ledende og lukket spørgsmål men også et opklarende. Jeg stiller det for at få hende til at definere, hvilken slags kvinde hendes mor og hvilket slags hjem hun er vokset op i.

Jeg ville  betegne min mor, som et meget kontrolleret menneske.  Det er nok også derfor , det har været svært for os, at se det.  Hun var så god til at spille, til at have en facade. Det var jo dobbelt så svært for sådan en, ikke at styre sit alkohol forbrug, for hun havde jo en holdning til det. Hun gik aldrig i byen, eller kom stang bacardi hjem. Så hvis der var nogen, altså vvis du havde sagt til mig at min mor ville ende i et alkohol misbrug, så ville jeg ha grint lige op i ansigtet af dig.

Derfor har det nok været dobbelt svært at hjælpe hende, fordi at vi opdagede det så sent.

Hvad lavede dine forældre?

Et lukket, opklarende og ledende spørgsmål. Ligesom sidste spørgsmål, prøver jeg at få hende til at sætte rammerne for hendes barndom og at få hende til at bekræfte eller afkræfte eventuelle fordomme om mennesker, hvor den ene forældre er alkoholiker.

Min mor var den her hjemmegående husmor i 60 erne, der havde maden parat til manden når han kom hjem men så endte hun faktisk med at arbejde som advokatsekretær og var ved forskellige advokater i flere år og meget glad for at hun ligessom også har sit eget.

Var hun en stolt kvinde?

Aktiv lytning. Opfølgende spørgsmål for at få hende til at uddybe.

Ja det og meget ambitiøs i forhold til, at man ikke bare slasker med sit liv. Hun har stadigvæk det her job, da min far dør og som hun så beholder.  Og min far arbejdede så for Telefon fyn. Det der hedder Tdc i dag. Der var han faktisk i fyrre år.

 

Refleksionsrapport

Jeg synes at det gik overvejende godt. Jeg var der ca. en time til halvanden. Den første halve time spurgte jeg meget lidt. Det var egentlig fordi, at jeg kunne mærke, der var nogle ting, som hun havde brug for at fortælle. Hvis hun fik lov til det, så fik jeg måske lov til at stille hende,  nogle lidt mere nærgående spørgsmål bagefter. Jeg tænkte meget over at jeg ville have hende til at stole på mig. Jeg kunne mærke på hende, at det var svært ,og nogle af de spørgsmål jeg stillede, gjorde at hun ofte blev stille og lige skulle tænke sig om inden hun svarede, hvilket jeg syntes var positivt.  Til at starte med var jeg mest interesseret i at få sat rammerne om historien. Hvor, hvad, hvem osv. For eksempel, hvad forældrene arbejdede med, hvis de arbejdede osv. Det gjorde nok at jeg nogle gange gik glip af nogle gode muligheder for at spørge ind, fordi at jeg var så ivrig efter at få sat rammerne først.

Den anden halvdel af interviewet, gik jeg meget tættere på. Jeg fik lov til at stille spørgsmål der var nærgående og personlige. Vi havde på forhånd aftalt at, hvis hun ikke ville svare, skulle hun bare sige det. Den aftale havde vi lavet på hendes initiativ. Hun svarede dog på alle mine spørgsmål. Jeg har haft kontakt til hende siden hen.  I dag torsdag den 15. December skrev hun at hun gerne ville være anonym i artiklen. Det var ikke det vi havde aftalt, men jeg har indrettet mig, eftersom at Lars Bjerg sagde god for det. Næste gang skal jeg være bedre til at gøre det klart at sådan en aftale ikke kan laves om, når først interviewet er færdigt.

 

Jeg sidder med Betina Garcia.

 

Jeg er 27 år. Jeg læser til fotojournalist og jeg bor i Århus.

Nu lagde jeg mærke til at du har et lidt eksotisk efternavn.  Garcia – hvor stammer det fra?

Det er spansk. Jeg har en far der kommer fra Spanien og en mor der kommer fra Danmark, men hun er opvokset i Brasilien.

Jeg er opvokset ude i Smørum – en dejlig lille forstad udenfor København.

Ja da jeg var 21 flyttede jeg til den dominikanske republik . Ja men det er fordi at de er spansktalende og fordi at da jeg var lille ville jeg aldrig tale spansk  og så da jeg blev ældre syntes jeg at det var lidt dårligt at jeg ikke kunne fordi jeg kunne faktisk ikke kommunikere med min familie ordentligt og så tog jeg faktisk til den dominikanske republik fordi at jeg blev tilbudt et rigtig fedt job og så tænkte jeg fuck it – jeg gør det! Jeg har altid tænkt mig at rejse i udlandet men har ikke søgt det og så søgte det mig og så tog jeg det bare.

Hvordan var det var vokse op med en spansk far og en dansk mor?

Altså nu har jeg jo ikke noget at sammenligne med men jeg har da været glad for at være blevet opvokset med to forskellige kulturer altså jeg tror at jeg er meget spansk opdraget og fordi at min far er meget meget, meget spansk  og vores mad har altid været spansk inspireret. Vi kan jo også spise frikadeller og brun sovs men der har altid været mange mennesker i vores hus og folk der talte mange forskellige sprog  og det har været ret fedt. Men jeg har også ofte været ret flov det der med at have folk på besøg altså at der blev snakket et andet sprog og især danske børn har altid syntes det var underligt; ikke fordi at man blev mobbet men alligevel var man anderledes og det var åbenbart ikke fedt at være anderledes.

Jeg var decideret flov over det da jeg var lille.

Kan du nævne episoder, hvor det var virkelig pinligt,

F.eks i min familie der råber man meget. Jeg har aldrig ku forstå det. Jeg troede at ej min mor og far skændtes fordi de råber og skriger men det gør de ikke. Det lyder bare mere voldsomt når det er på spansk. Min bedste veninde Kristina der var opvokset på samme vej og hun kom fra en lille kerneferie med mor helle,far  kristina og kamilla ikk og der råbte og skreg man ikke og hun kunne ikke forstå  slet hvorfor de råbte sådan og så blev jeg altid flov og gik derover(peger).

Det har vi haft mange skænderier om indtil jeg blev teenager – så var det mig der råbte.

Tænkte du over at dine forældre ikke begge to kom fra Danmark når du boede i en lille dansk by? Hvor bevidst var du om det?

Min mor er jo pære dansk men hendes mentalitet er måske så alligevel ikke. Jeg har altid vidst at vores hus var en lille smule anderledes men altså så anderledes var det jo så heller ikke. Vi boede jo i smørrum og havde danske venner.

 

Kan du huske et tidsp. Hvor du tænkte nu vil jeg ikke tale spansk længere:

 

Det er mange gange. Min mor og far snakkede spansk derhjemme. Især hvis der var gæster så kunne jeg slet ikke ha det. Self hvis jeg havde venner på så talte de jo også dansk..

 

Jeg ved ikke hvorfor men jeg blev stiktosset over at de skulle tale spansk og hvis de prøvede at tale spansk til mig syntes jeg at det var dybt irriterende og jeg tror at det er fordi at man var bange for at bryde med at man var anderledes end de andre

 

Kvalitet hvornår?

På handelsskolen begyndte jeg at ha spanskundervisning og det var noget som jeg selv valgte da jeg var 16/17 år. der syntes folk at det var fedt at jeg kunne tale spansk . Da var det bare fedt hvis man kunne tale spansk men det  kunne jeg jo ikke. Så var jeg jo på den lige pludselig.

Men så kunne jeg jo alligevel mere end de andre.

Da jeg flyttede til den dominikanske republik kunne jeg ikke særlig meget spansk. Jeg havde ikke haft det i to et halvt år da jeg flyttede dertil (havde kun haft det der på handelsskolen) og da var jeg virkelig på bar bund og shit nu skal jeg virkelig lære det.

Da var det virkelig nedern når man sad sammen med andre spansk talende mennesker som man ikke rigtigt kunne kommunikere med. Når de grinte så grinte man, men man vidste jo ikke hvad joken gik ud på. Mega kikset!

Jeg bliver især rigtig flov når jeg møder spaniere, når man ikke kan accenten 100 procent. Nu har jeg jo rendt rundt i mellem amerika ed en masse argentinere så nu har jeg jo en  sydamerikansk accent.

For en spanier er det jo virkelig at tage på deres stolthed så det batter.

Ser du dig selv som dansker?

Når man er i Danmark så føler jeg mig jo som dansker. Men jeg er godt klar over at jeg har noget andet som de andre ikke har og har et  andet syn på nogle ting. Mange af de veninder jeg har kommer fra et hjem hvor forældrene har to forskellige nationaliteter eller hvor de også har rejst meget eller har boet i udlandet–  dem har jeg ofte mere tilfælles med, uden at det nødvendigvis er noget som vi taler om.

Som dansker har man nogle gange en bestemt mentalitet og man ser nogle gange meget firkantet på tingene. Så noget med at man brokker sig over små problemer og hvor koldt det er hvor jeg bare tænker ”så luk dog din fede store røv” fordi hvis man har set hvordan verden er så ved man også at man har det rigtig godt i Danmark og så syns jeg det er dødirriterende at høre på. Det er godt at  få perspektiv på tingene og se hvordan tingene er i andre lande så man også sætter pris på hvor godt man har det.

 

Min spanske identitet er meget vigtig for mig. Det er også vigtigt at jeg tager ned til min familie hvert år. Nu var jeg f.eks ikke dernede i sommers og nu går jeg sådan og tænker ”arg jeg skal bare til at komme af sted” og nu har vi et hus dernede og overvejer faktisk at tage derned i to mdr. Og bo i en lille landsby hvor huset ligger. Fordi vi har faktisk en kæmpe familie dernede som vi er tætte med. Jeg har ikke kunnet kommunikere med dem før men nu hvor jeg har lært spansk så er det en helt ny verden. De kan sidde og fortælle om min farmor og farfar og hvordan de var da de var små og hvordan min far var som barn.

Mine søskende taler ikke spansk. Jeg har været dernede de sidste fem år og så har vi  jo kunnet sidde og tale om alt lige fra politik til hele verdenssituationen osv. Og det kan mine brødre jo ikke. De tør ikke at komme ligeså tæt på så de får aldrig ligeså meget at vide som jeg gør.

 

Cecile Smetana Baudier. email: baudier.cecile@gmail.com

Frederiksberg kl. 9:30.

Anklageskriftet lyder på overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1.

Refleksionsrapport

1+2

Jeg syntes at det var overvejende positivt at blive coached. Jeg var glad for at jeg havde en at trække på, når jeg blev i tvivl og det var i højere grad rart at føle at man ikke stod alene med sine dilemmaer. Vi sad i samme rum da vi skrev vores artikler, hvilket var en kæmpe motivations faktor.

3

Da Kristian omskrev min artikel, gjorde han den mere struktureret og overskuelig at læse igennem. Det var en kæmpe hjælp for mig, da jeg generelt har meget svært ved at skabe mig et overblik,når jeg skal skrive en artikel. Det blev meget tydeligt, hvad det var, som jeg kunne have gjort bedre, men også hvad det var som fungerede.

4

Jeg tænkte over, hvordan jeg ville portrættere de kvinder, som jeg skulle fotografere. Ofte når man dyrker yoga, kan man se lidt fjollet ud(i mangel af bedre ord) og jeg var opmærksom, på at jeg ikke havde lyst til at latterliggøre dem.
5+6
Til næste gang har jeg lært at jeg skal strukturere min tid ordentligt. Jeg skal også lade være med at sige til de personer, jeg fotograferer at det kommer til at tage fem minutter, når det i virkeligheden tager tyve minutter. Det stresser mere mig, end nogen anden og ødelægger min koncentration og mit fokus. Udover det er min strukturering af tid og min måde at komponere en artikel på, noget jeg skal fokusere mere på.
Jeg brugte meget tid på at tale med yoga instruktøren – også om emner ,der ikke var relevant for artiklen. Det skabte tillid mellem os, hvilket resulterede i at hun ombestemt sig og gik med til at lade sig interviewe. Jeg var diskret i min tilstedeværelse under yoga timerne og opførte mig som gæst, hvilket var det rette at gøre, eftersom de folk der kommer på skolen, kommer der for at få ro.

Yoga kan kontrollere smerte under fødsel

Ved hjælp af vejrtrækningsøvelser kan man kontrollere smerten ved fødsler. Ideen er, at man hengiver sig til smerten, i stedet for at forsøge at bekæmpe den.

 

Den stærke blå farve er overvældende klar og de jordbrune yoga madrasser er spredt ud over det store lokale. Lyset trænger igennem de mørke gardiner som er halvt trukket for de brede vinduer og fornemmelsen af at være afskåret fra omverdenen, sætter sit præg på stemningen blandt gruppen af yoga entusiaster. En gruppe kun bestående af kvinder, der har det ene tilfælles, at de er alle er gravide.

En af deltagerne er Astrid Juul Appe på 24 år, som til daglig læser molekylær medicin. Hun startede med at gå til yoga, fordi det efterhånden var den eneste fysiske aktivitet, hun kunne holde ud på grund af sin graviditet. Astrid er 35 uger henne og lider af bækken smerter. Hun forklarer at hun kunne mærke en forskel, efter at være begyndt til yoga, hvilket flere kvinder i lokalet kan nikke genkendende til.

Stilheden sænker sig over rummet og Laxmi, den kvindelige yoga instruktør kommer ind gennem døren og begynder undervisningen. Hun forklarer med en hviskende stemme i løbet af timen, hvad de enkelte øvelser bruges til og hvordan man skal bruger dem i forhold til ryg, holdning og vejrtrækning.

Laxmi Petersen er oprindeligt fra Finland og flyttede til Aarhus i 1984, hvor hun i dag leder skolen sammen med sin mand Gunnar Petersen. Laxmi brugte de vejrtrækningsøvelser, hun lærte under sit yogastudie, da hun selv skulle føde og understreger at ”gravide kvinder kan meget mere end man tror”.

Laxmi kontrollerede smerten ved hjælp af lyde

”Når man åbner munden, strækker tungen langt ud og laver en afspændt dyb lyd på hele udåndingen, så virker det automatisk hele vejen ned til underlivet og bækkenbunden. Det kan skyldes et samspil mellem nerverne i mund og kæbeområdet og muskulaturen i bækkenbunden.” skriver Laxmi Petersen i sin artikel ”Gravidyoga – før, under og efter fødslen”.

Hun tilføjer dog, at det er forskelligt, hvad der virker for den enkelte. Og at man bør henvende sig til en professionel, hvis man starter med at dyrke yoga, mens man er gravid. Ifølge Laxmi Petersen skal man se yoga som et værktøj, og ikke en løsning. Yoga kan give dig selvtillid og autoritet.

Yoga kommer oprindeligt fra Indien og er cirka 2000 år gammelt. Der er ikke nogen konkurrence elementer indenfor yoga og kan derfor ikke kaldes en sport – det er heller ikke en religion, men mere en livsstil, selvom at de fleste der går på ’Yoga og meditations skolen’ i Århus kommer på grund af øvelserne.

Johanne der er tidligere social og sundheds assistent og er fast elev på skolen, indrømmer at yoga oprindeligt, tiltrak hende på grund af “mystikken ved yoga“ og den smidighed man kan opnå ved øvelserne.

På gammelt indisk skriftsprog betyder yoga ”at forene”. Yoga handler om at skabe en forbindelse mellem krop og tanke, og at opnå en bevidsthed omkring sig selv, sin omverden og de øvelser man laver. Laxmi kommer med et eksempel på en kvinde, der ikke var til stede, i sin bevidsthed, da hun skulle føde.

Sendte sms-beskeder under fødslen

Kvinden var stærkt medicineret på grund af sin overvægt, og var derfor så upåvirket af smerterne, at hun kunne sende sms’er til sine venner, mens hun fødte. ”Hun var ikke til stede i situationen, og det er et eksempel på et menneske, der er meget lidt i kontakt med sig selv og sit liv.”

 

 

 

 

 

Passion Båndudskrift

”Mit navn er Jens Ulrik Kleemeyer  og jeg er musiker – primært musiker.

Det er mit liv og jeg er meget passioneret omkring det. Jeg læser også ved siden af .. jeg læser oplevelsesøkonomi”.

1.Er du også meget passioneret omkring det?

” Ja det vil jeg faktisk sige, men jeg ved godt at , hvis jeg fik et vigtigt job, så ved jeg hvad der kom først og det er nok ikke oplevelses økonomi, selvom at det  er spændende nok  og også i forhold til at jeg er også meget kultur interesseret  helt generelt . Jeg bruger også meget fra  musikken i oplevelses økonomi og omvendt.”

2.Hvordan det?

”Jamen det er jo meget sådan med moderne identiteter og hvordan man gir folk en oplevelse og hvordan man kan bruge forskellige greb til at nå folk og få folk til at føle at det man laver rør dem og giver dem en eller anden følelse af  personligt arrangement  eller får en personlig mening ud af det og det er også det musik skal kunne. – både ren lyd men også i forhold til hvordan man profilerer sig som kunstner – det visuelle udtryk, billedcover og hvor man spiller henne  osv”.

3.Tænker du derfor meget visuelt som musiker I form af image?

”Ja bestemt, særligt i form af fremtoning og  det tøj man har på.

Et af mine store idoler, David Bowie blandt mange andre har også gjort meget ud af det, men han er måske også et eksempel på en kunstner der tager det et skridt for langt, selvom at han laver fantastisk musik. Men en af mine andre store idoler Robert Forster, som var med til at danne ’The Go-Betweens’ , en forholdsvis ukendt mand – australsk fyr,  fortæller i et interview han en tidlig morgen i Briston passerer en anden fyr fra går forbi en anden fyr fra musikbranche og tænker ’wow det er da det rock det handler om’ fordi han så ud som en der var klar til at på scenen og klokken var halv syv om morgenen og han var på vej på arbejde’.

Men samtidig med at musik og det visuelle hænger sammen, skal det visuelle også hænge sammen med den man er privat. Jeg har aldrig gjort så meget ud af at tage et kostume,på  uden at det behøver at være store vinger, men det med at man har noget andet tøj på på scenen og bagefter har noget helt andet på til dagligdag , synes jeg er irriterende på for et af de ting jeg vægter rigtig højt er autencitet. Og jeg vil gerne have at det folk ser er ægte og det jeg laver virker ægte.

 

4.Hvilken slags musik vil du selv mene at du laver? Hvis du skal putte  dig selv ned i en kasse eller flere?

Man lægger mærke til, og nu er jeg efterhånden blevet spurgt om det rigtig mange gange,  at man siger aldrig det samme to gange. Altså der er jo bandet der laver noget mere folke agtigt inspireret pop musik – mere kor – mere lyst, livs bekræftigende natur musik, om man vil.

 

5.Hvilken slags musik laver du så ?

”Uha ja.. jeg er nok singer/ songwriter, selvom at det nok er et ret udvandet begreb efterhånden. Jeg kunne godt tænke mig at min musik afspejler der jeg kommer fra, og det er ikke nødvendigvis at folk altid fortolker det således. Men jeg kan godt li at tænke dansk musik ind i det, jeg laver selvom at jeg synger på engelsk”.

6.Vil du uddybe det inden du går videre?

Med det danske ? Jeg er vokset op i et hjem med meget musik. Min mor har altid sunget utrolig meget og spiller også klaver og jeg har gået på en folkeskole, hvor man har sunget morgensang og igennem det, har jeg fået en  forståelse for musik. Musik er selvfølgelig vildt mange ting, men også især den danske tradition omkring det med at synge; synge salmer og viser og  selvom at jeg ikke laver salmer så er der er nogle sange der hænger ved fra dengang. Jeg har lavet  ” Forrest Song”  f.eks, som er inspireret af ’Nu falmer skoven trindt om land’ som bruger den tekst mæssigt men også klang mæssigt inspiration. Og de klange og den tradition, hvor den danske natur, er meget fremtræden bruger jeg for det betyder rigtig meget at min musik har rødder.

 

7.Hvornår begyndte du at spille og hvad var det første instrument du begyndte at spille?

J”eg begyndte da jeg var seks år gammel, hvor jeg blev tvunget til at lære at spille klaver og det har jeg så været glad for lige siden. Jeg har spillet klassisk klaver i rigtig  mange år og besluttede mig for at jeg var blevet god nok  (griner lidt) til  at spille klassisk musik, så som 14 årig begyndte jeg at skrible mine egne ting ned”.

 

8.Hvad synes du der vægter højest i skabelsen af en sang; teksten eller melodien?

Det er 50/50

 

9.Skriver du udover at skrive sange?

”Godt spørgsmål.(pause) Det gør jeg ikke. Der er selvfølgelig mange måder at skrive sange på.

Nogle gange skriver jeg teksten,. Jeg komponerer melodien og andre gange omvendt.

Det er et helt andet medie og det kan være at det kommer, men jeg har ikke rigtig haft drivet”.

 

 

 

 

 

10. Mange musikere der skriver deres egne sange, ser sig selv som forfattere i en eller anden grad, men det gør du ikke, kan jeg fornemme?

Ikke i traditionel forstand nej. Jeg ville ikke skrive, hvis der ikke var musik at skrive til.

 

11.Hvornår blev ’Green live’ dannet?

Det blev færdig dannet i 2008.  Men var ellers en rigtig lang  proces, der startede i 2006 . Vi gik fra at spille noget indadvendt melankolsk rock til at spille noget, der er langt mere udadvendt.

12.Hvad er det der får dig til at sige at det er det her jeg skal?

Det er det hele… det er sgu det hele.

Det der er med musik, det er at man gør det, fordi man ikke kan lade være. Men hvis man skal pin pointe noget, må det være at optræde for folk

13.Du får aldrig scene skræk?

Jo færre mennesker, jo mere scene skræk. Jo flere – jo mindre. Men det er meget længe siden at jeg har været rigtig nervøs.

14.Foretrækker du at spille med som medlem af et band, eller som solo artist?

Grunden til at jeg er begyndt at spille solo, er fordi at jeg simpelthen producerer så meget materiale.  Jeg har skrevet og skriver mange sange ,som betyder rigtig meget for mig , men som ikke passer til ’ Green lives ’  musik stil.

15. Er der fordele ved at spille som solo artist?

Der er ikke helt, så mange mellemlag og ikke så mange kompromisser. Men det er rigtig fedt og givende at arbejde sammen med andre mennesker og om fem år håber jeg stadig på at kunne spille på begge heste. Solo opfordrer måske til lidt mere dybsindighed.

16.Hvordan takler I kritik, specielt dårlig kritik?

De gange ,hvor der er kommet noget til bandet som har været mindre godt har vi været gode til at grine af det og inkorperere det når vi øver. Det kommer selvfølgelig an på, hvor man hører det fra.

17.Er din reaktion anderledes, når kritikken er rettet mod dig, som solo artist ?

Jeg står i den situation, hvor jeg faktisk ikke har modtaget specielt meget dårlig kritik(ler).

Men det ville være værre, hvis det bare var mig. Det er tættere på, på en eller anden måde.

 

 

 

Passion Interview

De store  vinduer fylder rummet med lys. Efter at være blevet syg, måtte jeg aflyse mit første interview – nogensinde og derefter sluge min stolthed og ringe tilbage igen til den mand, som jeg fortsat gerne ville tale med. Nu står jeg  hjemme i stuen hos Jens Ulrik, solist og den ene ud af fem bandmedlemmer i gruppen ”The Green Lives”.

Han hælder to kopper kaffe op og vi sætter os i solen ved spisebordet, hvor jeg beder ham om at introducere sig selv .

”Mit navn er Jens–Ulrik Kleemeyer”, siger han tøvende og smiler skævt, og jeg er  musiker – primært musiker”.

Opvæksten i et hjem med musik og med en mor der selv spillede klaver gav ham en baggrund som klassisk pianist. Jens-Ulrik begyndte at spille som seks årig, og selvom det ikke var af egen fri vilje, har han været glad for det lige siden. ”Da jeg som 14 årig besluttede mig for at jeg var blevet god nok” siger han smilende  ”og havde fundet ud af at det ikke var det jeg ville, begyndte jeg selv at skrible min egne ting ned”. Jens–Ulrik forklarer, at han udover at spille også læser oplevelsesøkonomi. To umiddelbart meget modstridende interesser,  og da jeg spørger om han også  er passioneret af økonomien er svaret ja. ”Hvis jeg fik et vigtigt job, så ved jeg godt hvad der stod forrest.. Og det er nok ikke oplevelsesøkonomi, men helt generelt så bruger jeg også meget fra musikken i oplevelsesøkonomi og omvendt ”.

Hvordan det?

”Jamen f.eks det at give folk en oplevelse – en følelse af at ville engagere sig, at blive rørt eller at få en personlig mening ud af det . Det er også det musik skal kunne. Både i lyd men også hvordan man profilerer sig som kunstner, billedcover osv.”. Det visuelle image, fortæller han, er velovervejet og det der er vigtigt for ham er autenciteten;

” Samtidig med at musik og det visuelle hænger sammen, skal det visuelle også hænge sammen med den man er privat. Jeg har aldrig gjort så meget ud af at tage et kostume på. Det behøver at være at iklæde sig store vinger, og det at man har noget andet tøj på, på scenen og bagefter har noget helt andet på til dagligdag ,” synes jeg er irriterende

Det autentiske gælder også den musiske side. I det hele taget virker Jens Ulrik velovervejet. Den følelse af nostalgi ,der ramte mig da jeg aftenen forinden trykkede  gav også et indtryk af at meget lidt er overladt til tilfældigheden, når fingrene rammer klaveret.

Sangene er inspireret  af danske salmer og viser, ikke bare tekstmæssigt, men også klangmæssigt.  ” Specielt de klange og den tradition, hvor den danske natur er meget fremtrædende er han optaget af , som f.eks i sangen ’Forest song’. Som er inspireret af ’Nu falmer skoven trindt om land’.  Det betyder noget for mig, at min musik har rødder”, siger Jens-Ulrik.

Fortæl mig,  hvad der er værdifuldt for dig; Hvad er det der får dig til at sige ’det er det her jeg skal med mit liv?”Det er det hele… Det er sgu det hele” siger han mens han læner sig tilbage i stolen og kigger op bag det røde pandehår. Smilende.

Obs! Green lives er endnu ikke officielt blevet signet til noget pladeselskab, men Jens-Ulrik fortæller at ”de til næste år vil have mulighed for at nå ud til et bredere publikum”. Det kan man så fortolke, som man vil.

Aftenskolen skaber tillid og bygger broer

 

Aftenskolen skaber tillid og bygger broer

Af Cécile Smetana Baudier

Tillid som fundament for nationalt demokrati.

Ove Korsgaard har på vegne af LOF offentliggjort rapporten ’Demokrati og medborgerskab i aftenskolen’. Rapporten lægger vægt på tillid som et essentielt redskab i udviklingen af demokratiet i alle samfundets lag – også i aftenskolen.

Og danskerne er et tillidsfuldt folkefærd. Korsgaard pointerer i rapporten, at internationale undersøgelser viser, at Danmark fremstår i et yderst positivt lys, når det omhandler tilliden til hinanden, til vores regering samt tillid til fremmede generelt.

Rapporten påpeger også, at den amerikanske filosof Francis Fukuyama, henviser til Danmark som det gode eksempel på et samfund, hvor korruptionen er i bund og derfor er der ikke megen grobund for mistillid. Dette mener Fukuyami er en forudsætning for et funktionsdygtig demokrati; ”Organisationer har brug for gensidighed og tillid, og det kræver i reglen, at man mødes ansigt til ansigt, i et samspil, der er stabilt og eksisterer over længere tid”. Aftenskolen er et godt bud på dette og på, hvordan demokratiet kan fungere i en institution. En anonym ældre mandlig kursist af indvandrerbaggrund beretter blandt andet, hvordan han på aftenskolen har knyttet et stærkere bånd til de mennesker han har samarbejdet med. Kursistens  indvandrerbaggrund indikerer, at aftenskolen når ud til en bredere del af befolkningen. Dette er i overensstemmelse med rapportens konklusion om at det er specielt i de mere kreative fag, at deltagerne knytter bånd imellem sig, både kulturelt og socialt. Rapporten slår fast, at det specielt er her en fælles følelse af samhørighed blomstrer, da man ikke kun kommer for at lære, men også for at skabe sig en ny identitet i form af et nyt socialt fælleskab. ”Der kan ikke eksistere samfund uden en eller anden form for kobling mellem indbyggernes status og deres oplevelse af identitet”, sagde den canadiske filosof Charles Taylor. Han peger ifølge Ove Korsgaard på, at demokratiet kræver engagement fra borgernes side. Ud fra rapportens statistik, der viser, at den største del af kursisterne er over 45 år kan man konkludere, at efterhånden som børnene forlader hjemmet og pensionsalderen langsomt nærmer sig, får mennekser et andet behov for at for at forny sig, for at bekræfte deres identitet og deres engagement i samfundet.